Besøg på Atelier 2000 i Sønderborg!
Textilforeningens sommerudflugt til Sønderborg, Tyskland og Christiansfeld.

 

Torsdag den 19 maj var der arrangeret tur til Sønderjylland med bus fra Herning og opsamling undervejs. Vi besøgte firmaet Atelier 2000 i Sønderborg, som går for at være den sidste egentlige systue i Danmark. Bussen kørte fra Herning kl. 12.30 for at vi kunne nå at se fabrikken i gang. Med ankomst kl. 15 havde vi en time indtil fyraften kl. 16 og vi så det forunderlige syn: “En dansk systue med fuld gang i produktionen.”

Vi var i arrangementsudvalget lidt spændt på om der ville være tilslutning til så lang en tur. Men 24 deltagere blev vi. Atelier 2000 producerer præstekjoler, gallauniformer, teaterkostumer og meget andet. Det meste efter mål. Mange af produkterne er der mange mange timers arbejde på. Af ejeren Heidi Moisen fik vi en fantastisk rundvisning i produktionslokalerne.  Og indtrykket vi fik var at her var tale om meget høj kompetence og teknisk know-how. Både fra ledelse og fra de ansatte, som for en stor del har arbejdet på fabrikken i mange år. De fleste af operationerne kræver meget lang oplæring. Afsluttende blev der serveret kaffe i Atelier’s kantine og spørgelysten var naturligvis stor.

Bussen kørte videre mod Tyskland ad den smukke vej langs Flensborg fjord og vejret var naturligvis flot som det nu skal være på en sommerudflugt. Over Padborg-grænsen til Tyskland var der mulighed for enten kaffe eller shopping. Meget få havde tid til kaffe. (Vi havde jo også lige fået kaffe i Sønderborg).   Sluttelig gik turen til Christiansfeld, hvor der på “Den Gamle Grænsekro” blev serveret dejlig middag. (Sprængt svinekam og Fløderand m/is)

Bussen ankom til Herning kl. 22. En dejlig dag.